BLIKKENSLAGER- blog

søndag den 15. maj 2011

Tine Bryld og kampen mod apartheidstyret i Sydafrika

Tine Bryld afsætter blodigt håndaftryk på det sydafrikanske konsulat.
Foto: Finn Svensson.
Til minde om Tine Bryld, der døde d. 21. april 2011
Tine Bryld var også parat til at stille op til øretæver når det gjaldt en god sag. Her var det Byggefagenes Samvirke, der 15. januar 1988 havde inviteret en række kulturpersonligheder til at sætte et blodigt håndaftryk på det sydafrikanske konsulat. Det er Tine Bryld med det blomstrede tørklæde for enden af den blodige hånd. Jeg ved det, for manden med den afskyelige tophue og det sorte overskæg er mig.
Finn Svenssons billede viser situationen lige før politibetjenten giver op, så Tine Bryld kan sætte sit aftryk med rød maling på konsulatets mur.
Selv husker jeg situationen, som om det blot er mig, der står og lægger arm med en ordentlig kleppert af en politimand, og da jeg kunne mærke at mine kræfter begynder at slippe op, hvæser jeg til ham: ”Nu slipper du fandeme!”.
Men Finn Svenssons billede fortæller en anden historie. Vi var et kæmpe mylder af bygningsarbejdere, omkring Tine Bryld og betjenten, hvor flere af deltagerne smiler forventningsfulde ved udsigten til, at det blodige aftryk blev sat på muren.
Ud over Tine Bryld deltog Jesper Jensen, Camilla Plum og Ebbe Kløvedal Reich.
Efter aktionen ømmede Tine sig bravt. Det var alligevel gået lidt hårdt for sig. Men hun tog det med godt humør, mens vi stod og mosede med betjenten og deltog i jubelen, da det lykkedes at få sat aftrykket på muren.
Tak fra Finn og mig til Tine, fordi hun var en sej tøs, der stillede op, når det gjaldt.

Billedet er venligst udlånt af den daværende fotograf på Dagbladet Land og Folk, Finn Svensson.