BLIKKENSLAGER- blog

lørdag den 17. oktober 2009

En blikkenslagerdetalje og en berømt arkitekt





Hvis man går en tur ned i haven omkring kunst- og kulturcentret Rønnebæksholm ved Næstved, opdager man et særpræget muret havehus med tårn og spir. Ud af muren ved tagterrassen ser man en vandudspyder, formet som et dyr med øjne, tænder og hanekam.

Dette lille hoved er både kuplet og ciseleret, som var det et stykke kobbersmedearbejde, men udspyderen er fremstillet i zink. Hovedet er fremstillet i to halvparter, så der er plads til at drive formen op med kuglehammeren og lave ciseleringen til øjnene. Tænderne er lavet separat og påloddet, og samlingen af de to halvparter er skjult med to påloddede vinger. Kammene er lavet så de følger hovedets krumning og stukloddet.

Noget af en udfordring for en blikkenslager, selvom zinken kan tåle flere slag, end man umiddelbart skulle tro. Hvis man opvarmer zinken til mellem 60 og 150 grader bliver zinken mærkbart mere plastisk.

Forlægget til denne smukke blikkenslagerdetalje er lavet af arkitekten Johan Daniel Herholdt, der tegnede havepavillonen i 1852. Bygherren var den 38-årige Marie Toft, der fik havehuset bygget til sin mand, præsten og digteren N.F.S. Grundtvig.

Johan Daniel Herholdt er også arkitekten bag Universitetsbiblioteket i København. En bygning, der ud over sine andre kvaliteter, også er præget af mange smukke blikkenslagerdetaljer.